Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i udflytterbørnehaven

De to børnehavestuer er skiftevis i vores hus på Tietgensgade og i vores udflytterhus i Taastrup i to uger ad gangen. Det vil sige, at de to uger, hvor den ene stue er i byhuset, er den anden stue i udflytterhuset - og omvendt.

Dagens gang i udflytteren har sin egen rytme, som også rummer busturen frem og tilbage. Det tager ca. 25 min. afhængig af trafikken, og vi har en bustracker, så alle forældre kan følge med i, hvor langt bussen er, og om den er forsinket.

Kommer I for sent til bussen en uge, hvor jeres barn er i udflytteren, så er det jeres ansvar at aflevere jeres barn i Taastrup. I er selvfølgelig også altid velkomne til at hente i Taastrup, hvis I engang imellem har lyst til det. Opstår der noget akut, som gør, at barnet ikke kan være med i udflytteren en dag, kan vi lave en aftale om, at barnet er i hjemmebørnehaven i stedet.

Generelt er hverdagen i udflytteren en smule mere fri og lidt mindre planlagt end hverdagen i hjemmehuset. Vi er rigtig meget udenfor og har virkelig meget plads at boltre os på. Vi planlægger selvfølgelig forskellige aktiviteter for børnene og deler os op i mindre grupper, men vi griber også dagen, vejret og børnenes interesser og ser, hvad vi finder på.

Morgen

Vi tager bussen til Taastrup hver morgen kl. 8.45. I kan aflevere direkte ved bussen eller inde i huset, hvis I afleverer tidligere end det - så går vi i samlet flok hen til bussen.

Vi har faste pladser i bussen og bruger turen på snak, sang eller højtlæsning.

Vi er typisk fremme i udflytteren kl. 9.15. Her holder vi morgensamling og får lidt at spise.

Formiddag

Om formiddagen laver vi forskellige aktiviteter i små grupper. Vi er udenfor langt de fleste dage og bruger vores store naturgrund og den nærliggende skov.

Frokost

Vi har madordning i udflytteren og sørger for frokost til børnene.

I sommerhalvåret spiser vi alle måltider ved bord-bænkesæt udenfor.

Eftermiddag

Eftermiddagen går med leg og aktiviteter. Kl. 14 får vi eftermiddagsmad.

Kl. 15.15 kører bussen tilbage mod København, og vi er som regel fremme kl. 15.45. De børn, som ikke bliver hentet ved bussen, går med ind i byhuset og leger resten af eftermiddagen.