Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

I Børnebyen ved Glyptoteket arbejder vi med at gøre de store overgange i jeres barns institutionsliv så genkendelige og overskuelige som muligt. Derfor begynder vi i god tid og giver børnene mulighed for gradvist at lære det nye at kende, inden det bliver hverdag.

Som forældre er I en vigtig del af overgangene, og vi taler sammen undervejs om jeres barns udvikling, behov og det næste skridt.

Fra vuggestue til børnehave

Vuggestue og børnehave ligger på samme gang i huset, og børnene får løbende mulighed for at mødes på tværs, blandt andet i fællesrummet og på legepladsen. I sommerhalvåret samles vuggestue- og børnehavebørnene desuden på vuggestuens legeplads om eftermiddagen. For mange børn vil der derfor allerede være kendte ansigter og omgivelser, når børnehavelivet begynder.

Når tiden nærmer sig, har vi et seks ugers forløb, hvor jeres barn gradvist bliver introduceret til den nye hverdag og fællesskabet i børnehaven. I bliver som forældre også en del af overgangen og inviteres blandt andet med ud til vores udflytter, så både I og jeres barn lærer den del af børnehavelivet at kende.

I forbindelse med overgangen holder vi en samtale med jer om jeres barns udvikling og om det kommende skift fra vuggestue til børnehave.

Fra børnehave til skole

Når børnene nærmer sig skolealderen, arbejder vi i storebørnsgruppen med at gøre dem klar til det nye, der venter. Her har vi blik for både fællesskabet og jeres barns vej videre og taler med jer om overgangen ved en førskolesamtale.

Vores distriktsskole er Den Classenske Legatskole, og vi har et samarbejde med skolen om overgangen. Samtidig sender vi børn videre til flere forskellige skoler og har kontakt til en række skoler i området. Hvis flere børn skal begynde på den samme skole, kan vi tage på besøg, så børnene får mulighed for at opleve skolen og lære de nye omgivelser lidt at kende inden skolestart.

Hvis jeres barn har særlige behov i forbindelse med overgangen, har vi mulighed for at tilrettelægge en ekstra indsats i samarbejde med jer og den kommende skole.